|
Anna Sofia Gramén aka Sofie A. Hansen »
 Dette er historien om vår oldemor, Anna Sofia Gramén, vår morfars mor (mfm) som innvandret til Kristiania fra Värmland 10. august 1884. Anna Sofia arbeidet som koldjomfru på Grand Hotel, og møtte og giftet seg med turneren og restaurantøren, Karl Gunerius Hansen, "Mjælkehansen" (mff). Det viser seg at flere av hennes forfedre har hatt stor innflytelse på nordisk og europeisk historie. De utgjør tjenere og arbeidere, militære og geistlige, bønder og borgere, aristokrater og fyrster. Katastrofene har alltid vært tilbakevendende. Det har vært fattige og rike. Noen har død av sykdom, andre i strid, og flere har blitt henrettet. De fleste har germansk avstamning, men det finnes også de med slavisk og latinsk. Slektstreet fører oss til Stockholms blodbad, Det Hellige Land, Det østromerske riket, Gardarike, Kievriket, vikingtidens endelikt ved Stamford bridge 25. september 1066 og slaget ved Tours 10. oktober 732 hvor muslimsk ekspansjon ble stoppet og grunnlaget for et kristent Europa lagt.
Anna Sofia ble født i Smärsbol i By i Värmland 15. juni 1867 som ett av feltjegeren Nils August Carlsson (mfmf) og Josephina Fredrika Kock (mfmm) sine åtte barn. Nils var sønn av Kajsa Nilsdotter (mfmfm) og ett av fire uekte barn som barnefaren løytnant Carl Gustav Löwenhjelm (mfmff), brukseieren på Ström säteri betalte for og fostret opp, mens Josephina var datter av bruksinspektøren på Säffle gård Emanuel Christian Kock (mfmmf) og Eleonora Wilhelmina von Krusenstjerna (mfmmm). Emanuel var igjen sønn av regnskapsfører Nils-Christian Kock (mfmmff) og Margareta Elisabeth Poignant (mfmmfm), mens Eleonora var datter av major i örlogsflottan Fredrik Wilhelm von Krusenstjerna (mfmmmf), født Graméen og friherrinne Eleonora Christina von Rajalin (mfmmmm).
Den assimilerte nordmannen Sofie A. og vår oldefar Karl Gunerius fikk seks barn; Gunnar, født 1897 som døde 14 år gammel, Solveig Opsahl, født 12. juni 1900, Hjørdis Johannesen, født 9. august 1902, vår morfar Asbjørn Oscar Rüno Hansen, født 17. november 1904, Aslaug "Mossa" Ranfeldt, født 6. januar 1907 og Sigurd Gramén, født 26. januar 1910. Da Karls mor Josephine, "Hansa i Vika" døde, overtok Karl og Sofie vertshuset "Den grønne Jæger" i Sjøgaden 14 som lå i Pipervika, der rådhusplassen ligger i dag. Anna Sofia døde 23. august 1950.
(Geir Winnæss - Desember 2011)
Slaget ved Stamford Bridge og andre kvartals fyrstelige forfader den norske vikingkongen Harald III Hardråde »
Fra toppen av Battle Flats kunne Anna Sofias 23x tippoldefar kong Harald Hardråde om morgenen den 25. september 1066 se støvskyen som nærmet seg fra York. Kongen og Tostig jarl, som er en slekting og også mulig forfader av Anna Sofia samt broren til Anna Sofias forfader kong Harald Godwinsson hadde grytidlig om morgenen etterlatt store deler av hæren i dens feltfortifiserte hovedbase i Ricall. De red til møteplassen ved Stamford hvor de skulle de ta i mot høvdingene i Northumbrias underkastelse etter at jarlene Modcar og Edwin hadde blitt slått ved Fulford Gate 20. september. De reiste lett da dette tross alt var et fredlig oppdrag. Det var heller ikke satt ut vakt- og varslingsposter.
De oppdaget da en stor gruppe som kom mot dem, både til hest og til fots. Det var kong Harald Godwinsson og den engelske hæren som i ilmarsj hadde kommet overraskende på dem. Det var umulig å trekke seg tilbake til Ricall og brynjer, hjelmer og tyngre våpen, og kampen måtte opptas uten dette og i en provisorsk forsvarsstilling. Kongen stilte opp skjoldborgen under banneret Landøden.
Kong Harald Sigurdsøn sagde da: «Lad os nu tage et godt og klogt raad; thi ikke kan det dølges, at det er ufred, og det er vist kongen selv.» Da svarede jarlen: «Det er det første, at vi snur om som raskest til skibene efter vore folk og vaaben og gjør derpaa modstand efter evne, eller ogsaa lader skibene verge os, og da har ikke riddere magt over os.» Da sagde kong Harald: «Et andet raad vil jeg vælge: at sætte 3 kjække mænd paa de raskeste hester og lade dem ride saa hidsig de kan, og sige det til vore mænd; da vil de snart komme os til hjælp, thi Engelskmændene skal faa en skarp kamp, før end vi lider nederlag.» Da sagde jarlen, at kongen skulde raade i dette som i alt andet; «heller ikke han havde lyst paa at fly.» Da lod kong Harald sætte op sit merke, Landødan; Fridrek hed den mand, som bar merket.
Siden fylkede kong Harald sin hær; han lod fylkingen være lang og ikke tyk. Derefter bøiede han begge armene tilbage paa bagen, saa de naaede sammen; det var da en vid ring, tyk og jevn paa alle sider udentil, skjold ved skjold, og ligesaa oventil. Men kongens skare var udenfor ringen, og der var hans merke; det var udvalgte mænd. Paa et andet sted var Toste jarl med sin skare; han havde et andet merke. Det blev fylket saaledes, fordi kongen vidste, at ridderne var vante til at ride paa i hob og strax vige tilbage. Nu siger kongen, at hans skare og jarlens skare skal gaa frem der, det mest trænges, «men vore bueskytter skal ogsaa være der med os; men de, som staar fremst, skal sætte spydstangene i jorden og vende spydoddene mod riddernes bryst, hvis de rider paa os; men de, som staar i næste række, skal sætte sine spydodder imod deres hesters bryst.»
Tyve riddere red frem fra Tingamannalid foran Nordmændenes fylking, og de var helt brynjede, og ligesaa deres hester. Da sagde en ridder: «Er Toste jarl i hæren?» Han svarer: «Ikke kan det dølges; her kan I finde ham.» Da sagde en ridder: «Harald, din broder, sendte dig hilsen og de ord med, at du skulde have grid og hele Nordimbraland, og heller end at du ikke skulde ville gaa over til ham, vil han give dig en tredjedel af hele sit rige med sig». Da svarede jarlen: «Det er noget andet bud end ufred og haan, som i vinter; havde det været budt da, saa vilde mangen mand have været ilive, som nu er død, og bedre vilde da riget staa i England. Nu om jeg tager dette vilkaar, hvad vilde han da byde kong Harald Sigurdsøn for hans stræv?» Da sagde ridderen: «Han har sagt noget om, hvad han vil unde ham af England: syv fods rum, eller saa meget længere, som han er høiere end andre mænd.» Da sagde jarlen: «Far I nu og sig til kong Harald, at han skal gjøre sig rede til kamp; andet skal med sandhed siges blandt Nordmændene, end at Toste jarl farer fra kong Harald Sigurdsøn og til hans uvenners flok, naar han skulde kjæmpe vester i England; heller skal vi alle tage ét raad: at dø med hæder eller vinde England med seier.» Da red ridderne tilbage. Da sagde kong Harald Sigurdsøn til jarlen: «Hvem var den maalsnilde mand der?» Da sagde jarlen : «Det var kong Harald Gudinesøn.» Da sagde kong Harald Sigurdsøn: «For længe var dette dulgt for os; de var komne saa nære vor hær, at denne Harald ikke skulde kunne fortælle om vore mænds død.» Da sagde jarlen: «Sandt er det, herre; uvarlig fór en slig høvding, og det kunde være saa, som I siger. Jeg saa det, at han vilde byde mig grid og et stort rige, men at jeg vilde være hans banemand, om jeg sagde, hvem han var; jeg vil heller, at han skal være min banemand, end jeg hans.» Da sagde kong Harald Sigurdsøn: «En liden mand var denne, men han stod fast i stigbøilen.»
Nu bliver det kamp, og Engelskmændene rider frem imod Nordmændene; modstanden var haard, og det blev ikke let for de engelske mænd at ride paa Nordmændene for skuddene, og de red i ring om dem. Det var først en løs kamp, saalænge Nordmændene holdt sin fylking vel; men de engelske mænd red haardt paa og strax efter fra, naar de ikke fik gjort noget. Men da Nordmændene saa det, at de syntes at ride uden kraft paa dem, da søgte de imod dem og vilde forfølge de flygtende. Men da de havde brudt skjoldborgen, da red de engelske mænd paa dem fra alle kanter og bar spyd og skud paa dem. Men da kong Harald Sigurdsøn saa det, da gik han frem i striden, der den meste vaabenbyrd var. Der var det da den haardeste kamp, og mange mænd faldt af begge hærer. Da blev kong Harald Sigurdsøn saa hidsig, at han løb frem helt ud af fylkingen og huggede med begge hænder; holdt da hverken hjelm eller brynje for ham. Da veg alle de fra, som var nærmest; da var det nær ved, at de engelske mænd skulde fly.
Kong Harald Sigurdsøn blev saaret af en pil i struben. Det blev hans banesaar; han faldt da med hele den skare, som gik frem med ham, undtagen de, som veg tilbage, og de holdt fast ved merket. Det var da fremdeles den haardeste kamp. Toste jarl gik da under kongsmerket. Tog da begge hærer til at fylke for anden gang, og det blev da en meget lang stans i slaget. Men inden de kjæmpende seg sammen, da bød Harald Gudinesøn grid til sin broder Toste jarl og de andre mænd som da levede efter af Nordmændenes hær. Men Nordmændene raabte da op, alle paa én gang, at før skulde hver falde, den ene tvers over den anden, end de skulde gaa til grid hos de engelske mænd; de raabte hærraab, og da tog slaget paa for anden gang.
Øistein Orre kom netop i det samme op fra skibene med de mænd, som fulgte ham; de var helbrynjede. Øistein fik da kong Haralds merke, Landødan. Nu blev det strid for tredje gang, og den var meget haard; da faldt de engelske mænd meget, og det var nær ved, at de skulde fly. Den kamp blev kaldet «Orre-riden». Øisteins mænd havde faret saa hidsig fra skibene, at de fra først af var saa trætte, at de næsten ikke var kampdygtige, inden de kom til striden; men siden var de saa rasende, at de vergede sig ikke, saalænge de kunde staa oppe. Tilslut kastede de ringbrynjerne af sig. Da var det let for de engelske mænd at finde huggested paa dem; men nogle var aldeles sprængte og døde usaarede; da faldt næsten alle stormænd blandt Nordmændene. Dette var sent paa dagen. Det var som venteligt, at end ikke der var alles kaar lige: mange flyede, og mange af dem, som saaledes kom bort, havde forskjellig skjæbne. Det var ogsaa mørkt om kvelden, inden det var tilende med alle manddrab.
Øystein Orre var forøvrig kong Harald Hardrådes svoger og bror av Anna Sofias formoder Tora Torbergsdatter, kongens hustru.
Haralds yngste sønn, Olav, den senere Olav Kyrre og en av Anna Sofias forfedre fikk lov til å ta farens lik med hjem til Norge. Olav Kyrre overtok kongsmakten sammen med broren Magnus. Kun 25 av opprinnelig 250 langskip seilte tilbake til Norge. Harald ble først begravd i Mariakirken i Trondheim. Da denne ble revet, ble han begravd på nytt i Helgeseter kloster på den andre siden av Nidelva.
Under en måned senere, 14. oktober 1066 ble kong Harald Godwinsson slått av Wilhelm Erobreren, den senere kong Wilhelm (William) I av England ved Hastings. Wilhelm var sønnesønns sønn av Robert I av Normandie som er en av Anna Sofias forfedre. Robert I var tipptippoldebarn av vikinghøvdingen Rollo av Normandie bedre kjent som Ragnvald Mørejarls sønn Gange-Rolv. Wilhelms hustru Matilda var søsteren til Baldwin IV av Flandern, en annen av Anna Sofias forfedre. Opptakten til og slaget ved Hastings mellom Anna Sofias forfader og slektning er illustrert på det berømte Bayeux-teppet som Matilde av Flandern skal ha laget.
Bilder: flickr.com og wikipedia.no
Kilder: Heimskringla, Snorre Sturlasøns Kongesagaer oversat af Gustav Storm, J.M. Stenersen & Co, 1900, Nationaludgave (2den udgave) og Norges kriger - Fra Hafrsfjord til Afghanistan, Vega Forlag AS 1. utgave, Oslo 2011.
(Geir Winnæss – Juli 2012)
Rudbeckianska Gymnasiet - Bilde »
 Anna Sofias 6x tippoldefar (mfmffmmmmmff) Johannes Johanni Rubeckius grunnla i 1623 i Västerås både Sveriges første gymnas, Rudbeckianska Gymnasiet og Sveriges første pikeskole.
Bildet viser Gamla annexet.
Kilde: wikipedia.se
(Geir Winnæss - Juli 2012) |
vokste alle opp på Säffle herrgård. Hovedbygningen består fremdeles, og er i dag gymnas. Tettstedet Säffle ble bygget opp på markene til gården. Skorsteinene er laget av kanonrør.
